Landstingsforordning nr. 3 af 21. maj 2002 om ændring af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri.
(Salg af kommunale udlejningsboliger og ændrede regler om retsforfølgning i selvbyggerhuse)

 

§ 1.

I landstingsforordning nr. 1 af 9. april 1992 om støtte til boligbyggeri som ændret bl.a. ved landstingsforordning nr. 3 af 30. oktober 1998, og senest ved landstingsforordning nr. 19 af 12. november 2001 foretages følgende ændringer:

 

1. § 9 affattes således:
"§ 9. Kommunale udlejningsboliger, hvortil Landsstyret har ydet tilskud efter § 7, må ikke uden Landsstyrets tilladelse sælges eller anvendes til andet end udlejningsboliger. Overdragelse til en andelsboligforening sker dog efter reglerne i landstingsforordning om andelsboliger.
Stk. 2. Det er en forudsætning for Landsstyrets tilladelse,
1) at beboede udlejningsboliger tilbydes til de lejere, der har lejekontrakt på boligerne,
2) at ubeboede udlejningsboliger udbydes offentligt og sælges kontant for højeste bud,
3) at der inden salget træffes aftale mellem Landsstyret og kommunen om vilkårene for salget og anvendelse af salgsprovenuet ved salg af ejendommen, og
4) at aftalen godkendes af Landstingets Finansudvalg.
Stk. 3. Salgsprovenuet ved en kommunes salg af ejendommen skal deponeres til fordel for Landsstyret på en bankkonto i et finansieringsinstitut i Grønland. Salgsprovenuet skal frigives til kommunen, når formålet for anvendelse af salgsprovenuet er opfyldt, jf. stk. 2, nr. 3.
Stk.4. Landsstyret fastsætter regler om standarder for vurdering af udlejningsboliger, fastsættelse af salgspris og øvrige salgsvilkår."

2. I § 25 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
"Stk. 3. Indtil de lån, der er nævnt i § 22, er afskrevet eller betalt, gælder følgende rådighedsbegrænsninger m.v. med hensyn til huset:
1) Retsforfølgning i huset er udelukket.
2) Pantsætning af huset er udelukket, jf. dog § 23, stk. 4."

 

§ 2.

Forordningen træder i kraft den 1. juli 2002. § 1, nr. 2 har ikke virkning for lån eller pantsætning, der af Registreringen ved Grønlands Landsret er registreret før forordningens ikrafttræden.




Grønlands Hjemmestyre, den 21. maj 2002.




Jonathan Motzfeldt

/

Jørgen Wæver Johansen


Forslag til 1. behandling

Bemærkninger til forslag

Betænkning (2. behandling)